tilbagefald

Tilbagefald,
jeg falder.
Jeg ved ikke helt
hvorhen.
Jeg falder stille
ud af verden,
ind i sindet,
for angsten har besat det
igen.
Jeg troede,
at jeg var fri,
at jeg kunne flyve,
leve.
Men jeg er bundet fast
til jorden
og det tætteste
jeg kommer på lethed
er i mit åndehul,
er ved at skrive.
Jeg troede,
at jeg stod
på et solidt fundament
af erfaringer,
livets lektioner.
Men hvad fejlene lærte
mig,
har jeg åbenbart
allerede
glemt.
For jeg falder stadig.
jeg braser
igennem trægulve,
splinter.
River mig
på ru beton,
revnet cement
mellem mine minder.
Der går hul i Jorden,
eller faktisk
er der jo kun gået hul i mig.
Et hul der er større
end det,
der ville blive tilbage,
når jeg forsvinder,
når jeg går,
når jeg forlader dig. 

HELLE

Med min julekalender tæller jeg ned til, at jeg om elleve dage flytter hjem til Danmark; denne gang også for at huske at nyde den sidste tid her. På samme måde talte jeg ugerne op til efterårsferiebesøget i Danmark.

Jeg glædede mig. Altså lige indtil jeg vågnede dagen før. Det gik op for mig, hvilket unikt helle, jeg har haft hernede; men også at det kun var et helle. Ligesom jeg skrev i dette vigtige indlæg om udlandsrejser og sabbatår, kan vi ikke flygte fra vores problemer – heller ikke ved at rejse væk fra dem.

Der gik mange uger hernede, før at tanken egentlig slog mig: “Gud, hvor er her stille.” I børnefamiliens trummerum gjorde jeg bare, hvad der skulle gøres, jeg levede livet uden den der lille stemme i baghovedet.

KAMPE

Jeg nåede i hvert fald ikke at lytte til den. For første gang var min hverdag ikke fuld af kampe, som det kom til udtryk i følgende citat fra angstindlægget.

23/4 2018: “Det er lidt svært, når hver dag er en kamp. Sådan vil det selvfølgelig altid være, men når hver dag består af så mange små kampe. For det gør de nu. Det er bare en lang række kampe – en lang kamp. Når alle de små ting skal være sådan en udfordring, bliver jeg så træt.

Da jeg boede på mit kollegieværelse, var der virkelig mange indre kampe hver dag. At trække gardinet fra, at tænde lyset på badeværelset, at gå ned med skraldet, at handle ind.

Dertil lægges så alle de større udfordringer, hvor der rent faktisk har været andre mennesker og i angstens øjne mere at frygte samt alle angstanfaldene. Men som sagt ramte det mig en dag, at jeg var blevet sparet for dem hernede.

TAKNEMMELIGHED

I måneder har jeg kunne handle, tage på tur, møde mennesker og så videre, uden at være helt paralyseret. Det tog lidt tid for mig at opdage – måske fordi det er så naturligt ikke at være irrationelt bange. I går vel heller ikke hver dag og tænker: “Ih, hvor er det rart, jeg ikke har angst!”

tilbagefald

12/7 2019: “Det var rart bare at være. Jeg har aldrig tænkt så lidt. Der var ikke konstant tankemylder, tingene var bare, hvad de var.

Det er altså værd være taknemmelig for. Ikke for at fornærme nogle, men Gud, hvor har I det nemt. Hvor er livet meget lettere, når man bare kan være i det – uden en stemme, der råber ord som dem fra LUFTBOBLER ind i hovedet på én.

SMERTESTILLENDE

Jeg har nydt det og alligevel nok taget det lidt for givet. Eller egentlig har det måske været den rette balance, for hvis man bruger al tiden på at tænke, man er angstfri, fylder den så ikke det samme som før? Og for mit vedkommende, som den vil komme til igen?

For efterhånden som sommeren gik på hæld, begyndte de andre au pairs at komme – og de andre danskere. Det var der, jeg indså, at Paris kun er smertestillende, ikke en kur.

Desværre har alt smertestillende sine bivirkninger, så jeg bliver nødt til at vende hjem og tage kampen op igen. I dette indlæg skrev jeg, at vi på rejser får muligheden for at opdage vores mønstre, men vi kan jo altså først ændre visse af dem, når vi er hjemme igen.

TRIGGERE

At jeg har kunne leve forholdsvist angstfrit i Frankrig, betyder ikke at jeg er det. Det betyder, at jeg åbenbart er flygtet væk fra nogle triggere, som jeg så derved har kunne identificere.

26/10 2019: “Jeg nåede ikke engang til Ærø, før at det var angsten, der styrede det hele, hvor jeg sad i toget, hvilken vej jeg gik til færgen, hvor jeg (ikke) købte aftensmad, mig.”

Som I kan læse her, nåede jeg i efterårsferien kun lige akkurat ud af flyveren, før at angsten og undgåelsesadfærden var tilbage til, ja, de danske standarder. Så der er jo et problem – og jeg kan vel ikke bare skyde skylden på den friske luft, som jeg så godt kan lide, vel?

KULTURFORSKELLE

Der er et problem, en trigger i forhold til danskere, og den sidder i mig. Det gik op for mig i toget på vej fra lufthavnen. Jeg har fortalt mig selv en historie om, at mine personlighedstræk er mere velsete i Frankrig.

Allerede nu, har jeg lyst til at gå ind og retfærdiggøre det synspunkt; den franske er jo en lidt mere introvert kultur, de går på muséer, intellektualitet og sådan noget vægter på en anden måde, og det er okay at spise alene ude i byen.

Særligt sidstnævnte har for mig været et tydeligt symbol, da alle mine danske veninder ser et problem i det, fortæller hvor ondt de får af folk, der spiser ude alene.

Det kunne mine internationale veninder hernede ikke forstå, og jeg har nydt at rejse rundt alene hernede uden at føle mig forkert. Altså indtil jeg mødtes med nogle danskere, der gentog den gamle remse.

FORTÆLLINGER

Jeg har svært ved at give slip på min fortælling om, at franskmænd er introverte, danskere det modsatte. Jeg ved jo godt, at alle vi danskere ikke er ekstroverte – langt fra.

Sagen er bare den, som meget forskning desuden peger på, at vi i Danmark i disse år prædiker ekstroverte værdier, hvilket altså efterlader en gruppe som mig, der ikke passer ind og føler sig forkerte. Men er vi det?

25/10 2019: “Det gik op for mig nu på vej hjem i toget: Det er jo min fortælling, mig der er bærer af den overbevisning. Helt objektivt set passer jeg nok bedre ind herhjemme, fordi jeg bærer de danske værdier.

At jeg passer bedre ind i Paris, at de dømmer mig mindre og så videre, er jo bare noget, jeg siger. […] Min manglende glæder over at vende hjem er jo bare ubehaget ved at vende hjem til angsten.

Men faktisk er det jo bare mig, der tror, at alle dømmer mig negativt. I virkeligheden er det jo her, jeg oplever den største støtte. Alligevel bliver jeg intimideret af sproget og mine fordomme om værdierne.

OVERBEVISNINGER

Jeg må jo nok indrømme, selvom jeg engang var meget uenig i psykologen, der sagde det til mig, at jeg kan se tingene lidt for sort/hvidt. I hvert fald er ovenstående for mit vedkommende blevet til en overbevisning om, at alle danskere uden undtagelse ser ned på mig.

Igennem angstens briller er det i hvert fald realiteten, som igennem de sidste mange år har sat fælder op for mig. Jeg måtte jo ikke passe ind i den negativt ladede stræber-kasse, hvor man ellers placerer dem med mine værdier. Men jeg måtte heller ikke skille mig ud, for det ville også vække opsigt.

Hele denne mekanisme er jeg igennem de sidste par år blevet bevidst om; jeg har gennemskuet min angst og formået at trodse den. Troede jeg. Hernede har jeg endelig fået fred i stedet for at diskutere med den. Men måske var det bare, fordi jeg gav op og gav den ret.

TILBAGEFALD

20/10 2019: “Angsten har skiftet form. Det står 1:0 til mig. Nu er vi nået til anden halvleg. Indtil videre har den været aktiv, aggressiv og i udbrud, men jeg har lært at tæmme den; nu virker det ikke for den mere.

Nu ligger den i stedet for lagret i mig som dybe overbevisninger, der jo fører til samme resultat. Hvorfor kan jeg først se det nu? Det er jo alle dens argumenter, der er blevet til mit eget selvbillede – mine overbevisninger.

OPRYDNING

Jeg føler, jeg er kommet langt. Angsten sidder i mig på en anden måde – hernede i hvert fald. Jeg troede, at det var til det bedre ikke konstant at være et angstvrag, men måske er det en for dyr pris.

Ganske vidst er jeg bedre til at være mig selv nu og stå frem med min historie, men som skrevet lige før, er der altså nogle overbevisninger, der har slået lidt for meget rod i mig; som jeg et eller andet sted er kommet til at overtage og acceptere.

Så når jeg, om nu kun ti dage, kommer hjem, skal jeg i gang med et oprydningsarbejde. Jeg kan jo efterhånden ikke modbevise, at der er nogle folk derhjemme og hernede, der ikke ser ned på mig, og at jeg har retten til at være her. Det må jeg øve mig i at tro på og leve efter.

BØLGEGANG

Men jeg er forberedt på, at jeg først bliver slået tilbage. Jeg skrev med en veninde en dag, der også snart vender tilbage til sine triggere, og som jeg skrev til hende, kan vi ikke forvente, at det bliver helt problemfrit.

Der vil komme tilbagefald, nedture og overvældende udfordringer; sådan er det for os alle sammen, uanset om vi har angst eller ej. Livet er en bølgegang, og selvom nedturerne kan være hårde, er de bedre end alternativet.

Er I ved at gå til i endnu et tilbagefald, så husk at det betyder, I er på vej fremad i det store billede. Og er I helt oppe på toppen, så nyd det, så i ikke fortryder, når glæden bliver taget fra jer igen.

Når man forsøger at udelukke psykisk smerte, gør man følelseslivet mere tamt. Der sker noget, når du prøver at neutralisere den negative side af dit følelsesregister: Du dæmper også oplevelsen af følelserne på den positive side. Følelser er som bølger i den fysiske verden.

– Ronald D. Sigel i “Mindfulness til løsning af dagligdagens problemer”

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’