I stærk kontrast til det meget mørke indlæg, vi sluttede sidste uge med, vil jeg i dag dele det modsatte. Et indlæg fyldt med solskin og glæde – for det må man så sandelig sige, at det skønne forårsvejr har bragt med sig.

I hvert fald hvis det knap så Instagram-værdige udelades, hvilket jeg har tænkt mig i dag. Når det udelades, vil dette blive et eksempel på, hvordan ungdommen, gymnasiet og livet i sig selv kan være helt fantastisk. Så las os komme i gang.


En solskinsuge i ungdomslivet

Mandag

Selvom ugen startede ud med en fire-modulers-mandag, var jeg meget glad og taknemmelig ved ugens start. Alle de tilbagemeldinger, jeg har fået på indlægget om min depression fra søndag aften, var overvældende. Det var rart at kunne slippe ud af følelsen af ikke at gøre en forskel.

Faktisk var jeg heller ikke til alle fire moduler, da det sidste var erstattet af et møde i kommunen i forhold til afklaring af et videre forløb, som jeg skrev i søndags.

Det var mest papirnusseri, men jeg nåede dog at spise årets første vaffelis med min far, inden han igen tog færgen tilbage til Ærø. Jeg nåede såmænd også at handle på hjemvejen, selvom resten af dagen var knap så produktiv.

Tirsdag

Tirsdag startede ud med min første køretime i by klokken halv ni, da jeg først skulle møde i skole klokken ti. Jeg fik lov til at køre i en lidt mindre bil, da jeg som skrevet i dette indlæg, endnu finder, det meget ubehageligt at køre bil. Men det går fremad.

På vej hjem fra mine to moduler faldt jeg i snak med min gode veninde i solen en times tid, så kan tidsplanen hurtigt rykke sig lidt. Men jeg nåede at rydde lidt op og lave mad, inden hende samt de fleste andre venner fra sommerhuset kom til spisning. Vi endte dog med at rykke det hele og os selv udenfor, da vejret var så lækkert hele aften.

Onsdag

Onsdag skulle jeg også først møde klokken ti og kun have to moduler, men jeg var dog først hjemme tolv timer senere. Der var nemlig et obligatorisk ATU-arrangement på programmet I Fredericia – som heldigvis var den lange køretur værd.

Torsdag

Heldigvis skulle jeg ikke lave så mange lektier onsdag aften, for i dag, torsdag, har jeg igen kun haft to moduler og mødt klokken ti. Og lige så heldigt var det, at vi fik lov til at være lidt udenfor i løbet af den korte skoledag.

Nu er jeg så hjemme og i gang med at skrive dette indlæg, selvom ugen kun er halvvejs – men ved med nogenlunde sikkerhed, hvad den ellers vil byde på. Jeg burde i stedet vaske op efter fællesspisningen, hvilket jeg endnu ikke har haft tid til – så her krakelerer det perfekte billede så.

i stedet mødes jeg til koldskål med en veninde, inden jeg klokken fire skal til teoritime. Efter den tager jeg med en veninde direkte videre til en lidt spontan grillaften med klassen – så mon ikke jeg er sent hjemme igen i dag?

Fredag

I morgen slutter luksussen med at møde sent, men heldigvis skal vi kun have tre moduler. Jeg har ingen andre faste planer, ud over at jeg er nødt til at få lavet nogle af mine afleveringer, lektier og lidt husligt. Men mon ikke jeg hurtigt for lavet en aftale i stedet for?

Lørdag

Lørdag står som så meget andet lige nu i kørekortets tegn, da et par piger fra klassen og jeg skal tage førstehjælpskursus. Det kommer der til at gå otte timer med, så må vi se, hvad jeg ellers finder på derefter – nok blot madlavning og den aflevering til om aften.

Søndag

Søndag kommer til at ligne lørdag, dog er førstehjælpskurset byttet ud med en frokostaftale – hvilket, jeg tænker, er et godt byt. Igen er der ikke andre planer, selvom det nok ender med, at jeg skal lave de lektier og afleveringer, jeg har udskudt fredag og lørdag.


Se, lyder det ikke som en meget perfekt uge i denne redigerede form? Ikke desto mindre siger det noget om min normale hverdag – selvom jeg normalt ikke har så mange sociale arrangementer på en uge, eller så meget fri fra gymnasiet.

Men I vil gerne høre om min hverdag, så det fik i lov til nu – og modsat sidst, klarede jeg det uden alle refleksionerne. Har I andre ønsker til indlæg, så kontakt mig endelig her i kommentarfeltet, i kontaktformularen eller på Facebook, Instagram eller Snapchat.

Vil I også øve jer i at fremhæve, huske og fokusere på det gode fra jeres hverdag? Så læs: Månedens ord marts 2018: TAK

Doing what you like is freedom.
Liking what you do is happiness.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’