Hej!
Længe siden – sådan har jeg efterhånden startet mange indlæg;-) Men denne gang føler jeg, det er lang tid siden på en anden måde – men måske I slet ikke opdagede, jeg var væk… Måske det blot er mig, der savner at skrive til jer<3

Dog bliver dette kun meget kort – altså så kort som jeg nu kan gøre det;-) Jeg vil bare lige hurtigt knytte et par ord til stilheden, og lade jer vide, jeg stadig er her… Jeg overvejede at gøre det i et Facebookopslag, men nu bliver det her – for helt ærligt, jeg gør jo aldrig noget kort;-)

Som sagt har der været meget stille, siden jeg delte dette indlæg om at være særlig sensitiv – og faktisk længere endnu på de sociale medier… Det har i hvert fald været sparsomt med udgivelser fra min side af, det er kun blevet til nogle små billeder uden ord på Snapchat – hvor jeg hedder LMinside<3

Hvorfor der er så stille? Jeg ved det ikke rigtig, eller det gør jeg nok et eller andet sted…

2.G

Der er jo den åbenlyse årsag: 2.G! Gymnasiet er den evige undskyldning, og med 2.G’s rygte er den også meget troværdig;-) For mit vedkommende lander afleveringer og B-niveaufag dog i 3.G, men mængden af afleveringer tager allerede til…

I aften har jeg igen siddet med en aflevering frem til nu – deadline og sengetid;-) Sådan har mange aftener set ud gennem den sidste uges tid – det bliver bare altid sidste øjeblik!

Luk til

Det, at jeg har udskudt alle afleveringer og øvrige pligter til sidste øjeblik, har ikke været  af ren dovenskab… Jeg har gennem de sidste uger været nødt til at lukke mig inde i mig selv, finde tilbage til mig selv, pille facaden af indimellem og repareret revnerne i den!

Selvom jeg har mange spændende indlæg, der er klar til at blive nedskrevet og udgivet, har de måtte vente<3 Jeg har bare haft brug for at lukke mig ind i mig selv igen og blive der, uden at skulle dele noget ud – hverken ord i blogindlæg eller afleveringer;-)

Betaler prisen

Jeg har tænkt på, hvorfor jeg pludselig har været nødt til at lukke til, så intet kom hverken ind eller ud… Jeg tror, det er prisen for at have brudt mine grænser gennem en så lang periode – læs om det i det her indlæg!

Jeg oplever igen konsekvensen af, at overskride de grænser, der bunder i det at være introvert og særligt sensitiv… Denne gang er prisen bare højere, voldsommere og tager længere tid at afbetale, fordi at jeg overskred dem i længere tid og i en mere ekstrem grad end tidligere<3

Tilbage

Men jeg vender tilbage nu, jeg vender igen mit blik ud mod verden – som i mellemtiden er blevet terroriseret af både naturen og menneskets ondskab… Men jeg tror er klar til at se det nu, selvom jeg stadig står lidt usikkert og vaklende, indtil jeg igen har fundet mit stabile grundlag<3

Jeg har glædet mig i en hel uge til at udgive et indlæg om 5 gode programmer til gymnasiet, så det må blive det næste indlæg… Når der er gået mere end fem dage, bliver dette blot lidt fremmed for mig, og jeg skal lige ind i rutinen igen;-)

Nu skal jeg nok nærmere vænne mig til en ny rutine med færre indlæg, eftersom der hele tiden er et par afleveringer, skrivelysten skal bruges på inden bloggen…

Det er ikke med min gode vilje, at det bliver til ugentlige indlæg – men prioritering er nøglen til alt, og lige nu er det nødvendigt for at gennemføre gymnasiet;-)
Jeg håber I stadig vil læse med!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’