Vi er grænsegenerationen. Det er os, der ligger lige på kanten. Med et helt lands historie i bagagen er det os, der skal gå forrest og være nytænkende. Vi lever i overgangen, og er et delområde endnu ikke nået til overgangsfasen, så er det os, der må igangsætte den.

Vi er de digitale indfødte, selvom vi er opvokset med fastnettelefoner og bankede på døre for at høre om vennerne kunne lege. Ganske vist var Kaj og Andrea og Bamse og Kylling med til at lære os om, hvordan man var en god ven, når de blev afspillet på kassette- og VHS-bånd, der med tiden blev til CD’er og DVD’er. Så ja, vi er nogle af firstmoverne, når det kommer til de teknologiske tendenser, vi er opvokset med. Alligevel har vi dog minderne fra vores egen forholdsvis skærmfrie barndom, som gør, at vi bliver både ærgerlige og forargede, når vi ser små børn klistret til iPads og Youtube-videoer. Vi var de sidste, der oplevede en barndom uden smartphones og tablets, men vi er også de første til at opleve en ungdom, som i høj grad finder sted på de sociale medier.

Vi er overgangsgenerationen. Det er os, der husker tiden før regeringernes nyeste reformer. Før at børn i første klasse skulle kunne tale engelsk og sidde i skolen til langt hen ad eftermiddagen. Måske det netop er, derfor vi igen bliver forargede. Fordi vi kender til en alternativ hverdag, og fordi vi frygter, at de går glip af dens fordele. Men vi tilpasser os. Det har vi lært. At tilpasse os og tie stille, for det er vores job som grænsegenerationen. Vores job er at tilpasse os alle forandringerne, og at overleve i overgangsfaserne, for ingen indførelse af reformer sker problemfrit. Denne konstante søgen efter det ideelle samfund bliver til utallige forsøgende samfundsændringer.

Vi er forsøgskaninerne, som skal leve på den måde, ekspertsystemer med gode intentioner mener, det er bedst for os. Men vi må aldrig binde os for meget til den livsførelse, for det er jo bare en forsøgsordning. Nogle gange føles det som om, vores liv er blevet til et eksperiment. Hvor hurtigt kan man gennemføre en uddannelse, uden at vælge den forkerte? Hvor godt kan man præstere, uden at gå ned med stress, angst eller depression? Hvor meget tid kan man bruge i formelle grupper, uden at blive ensom? På bedste videnskabelige vis fører samfundet eksperimentet helt til ende. Vi ved jo først hvor hurtigt og hvor godt, det kan gå, og hvor meget det kræver, når vi har passeret krisepunktet. Så lige nu er vi de forsøgskaniner, der bliver skubbet helt ud til kanten, så regeringen kan måle, hvor langt vi kan skubbes, før vi falder. Men det er ikke kun grænsegenerationen, der bliver skubbet helt ud til kanten.

Vi skal nemlig også redde jordkloden, som vi i farten er kommet til grænseløst at udnytte. Igen er spørgsmålet hvor langt. Hvor langt tid kan vi blive ved med at bruge Jordens ressourcer på denne måde? Hvor går grænsen for, hvad Jorden kan holde til? Og igen er, der kun en måde at finde ud af det på. Ved at blive ved, indtil vi ikke kan mere. Desværre kan vi ikke forudsige, hvornår det bliver, men meget tyder på, at det er ved at være nu. At det er vores generation, der skal nytænke samfundet for at redde den verden, vi mennesker selv har ødelagt. Igen er vi grænsegenerationen, der er opvokset i et samfund med én type livsførelse, men som nu skal leve på en ny måde. Vi er vokset op med kød på tallerkenen og benzin i bilerne, men fremover kommer vores liv til at byde på kødfrie mandage og biler koblet til en stikkontakt.

Vi skal vende udviklingen, for det er os, der er grænsegenerationen. Ligesom alle dem før os.


Hvad er nu det for et indlæg? Jo, sagen er den, at jeg skal have en masse afleveringer, inden jeg i efterårsferien rejser til London. Derfor kan jeg desværre ikke bruge tiden på blogindlæg, men jeg havde så denne tekst liggende.

Den er oprindeligt udgivet i månedens skoleblad, men mon ikke nogle elementer vækker genklang hos nogle af jer? Og inden andre generationer bliver fornærmet, vil jeg lige opfordre til at lægge mærke til den sidste sætning.
God torsdag (eller bare dag, hvis I læser dette på et andet tidspunkt).

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’