Vi har alle sammen et par, for ikke at sige alt for mange, dårlige vaner, som vi bare ikke kan slippe af med… Vi lægger ikke mærke til dem, og når først vi gør, er de ikke til at vænne sig af med!

Jeg skrev tidligere dette indlæg om selvdisciplin i forbindelse med projektugen, hvor jeg nævnte, at jeg personligt rummer meget selvdisciplin og selvbeherskelse, men at jeg kan vælge at bruge den eller lade være – og nogle gange ender det lidt for ofte med det sidstnævnte;-)

Som jeg i et andet indlæg skrev om, har jeg det med at blive lidt vinterdeprimeret, ligeglad og negativ hen over vinteren, og jeg har hele denne vinter levet i en bobbel ad ligegyldighed…

Hvorfor dog gå i seng, når man alligevel er træt næste morgen, hvorfor dog stå op, når man alligevel ikke magter dagen, og hvorfor redde seng, når man alligvel skal sove i den? Jeg kunne komme på mange flere spørgsmål, og ikke mindst har jeg meget svært ved tanken om, hvor lang tid af sit liv man bruger på at sove, binde snørebånd, børste tænder, sidde i skolen, gå i bad og så videre!

Men nu er de lyse dage og smukke solopgange vendt tilbage, og jeg begynder at kunne se en ende på det hele, for der er faktisk kun to sølle måneder til læseferie – det er helt ufatteligt<3

Det betyder også, at jeg snart skal stå på egne ben, og så dur det jo ikke at udskyde eller være ligeglad med alting – det er der nu heller ingen chance for!

Tilfældigvis fandt jeg det perfekte redskab til at skubbe mig igang, og det tip må jeg selvfølgelig dele med jer – hvilket jeg forresten gør frivilligt og ikke i samarbejde med nogen som helst;-)

Way of life

Way of life er en app, hvis formål er at hjælpe jer med at opbygge eller bryde vaner – og den er tilpasset til de praktiske vaner men også de mere åndelige som at være glad og taknemlig! Jeg synes personlig at appen er bygget på genialt koncept, og hvis man bruger den rigtig, er den en kæmpe hjælp<3

Den kan købes gratis i app store, men så kan man kun holde styr på tre vaner, hvorimod man med den fulde version til 39 kroner kan adminstrere uendelig mange…

Udelukkende fordi jeg fik et gavekort til Itunes i julegave, har jeg valgt at investere i den fulde version, hvilket jeg formentlig ikke havde gjort ellers – men når man først med et par vaner opdager at det virker, vil man jo gerne kunne bruge den til flere ting;-) I forstår sikkert ikke, hvad alt det der betød, så nu vil jeg lige hurtigt introducere for appen!

Når I først henter appen, skal I som det første oprette nogle vaner, mål eller hvad end man kalder det… I kan selv vælge at skrive noget, så det passer til lige præcis jeres behov, men de har også en kæmpe idebank med alt fra at bede og spise sundt til at spille Wii og være taknemlig:-)

Det er netop det der gør at den virker, at I kan starte stille og roligt ud – for eksempel startede jeg bare med et punkt kaldet “Tage mig sammen”, som simpelthen bare betød at jeg skulle tage mig sammen til at rydde op, gå en tur eller sådan et eller andet, og så nu bagefter kan man så begynde at dele det op i nogle flere, så man når flere ting!

For hver ting I vælger, kan I så vælge om det er dårligt eller skidt, for eksempel er rygning ikke en god ting at have gjort, og så kan I efter den nye opdatering vælge om det er et mål I har sat jer i forhold til privatlivet, arbejde, familie, motion, mad, sind, skole helbred eller produktivitet;-)

Sådan ser det så ud når I har oprettet de ønskede punkter, hvor man forøvrigt selv kan bestemme hvilken rækkefølge, de skal være i… Jeg har valgt at vise jer, hvordan min side fra sidste uge, hvor det var påskeferie, ser ud, da sidste uge viser alle funktionerne – eftersom jeg vidst slækkede lidt på tøjlerne;-)

I kan sætte appen til at påminde jer på et bestemt tidspunkt hver dag, om at I skal huske at tjekke den af, hvilket I desværre skal hver dag – jo mindre at I har super hukommelse!

Når I så klikker på den dag, som I skal udfylde, kommer dette felt frem, hvor I så kan ja eller nej, alt efter om I har gjort den pågældende ting…

Derudover er der en knap, der hedder skip, hvor I så kan springe dagen over, hvis man for eksempel har en god grund til ikke at gøre det, eller hvis målet kun gælder for hveranden dag – for eksempel ved punktet med at rense tænder med tandtråd bruger jeg den grønne, når jeg har gjort det, den skraverede når jeg ikke har gjort det, og den røde hvis jeg for anden dag i træk ikke gjorde det, eftersom jeg ikke behøves at gøre det hver evig eneste dag;-)

Det er netop endnu en vigtig ting, når man bruger appen, at for det første skal man ikke sætte for høje mål, men man må heller ikke banke sig selv oven i hovedet, hvis man ikke lige lever op til ens egne krav – det kan I forresten læse mere om her!

Hvis man swiper mod venstre, kommer der et lille felt, hvor man kan skrive en note, hvilket bliver vist som det lille æseløre, så kan man forklare, hvorfor man ikke har gjort tingen – det er også derfor at der ved punktet rense tænder er to skraverede i træk, da der ved nummer to står, at jeg var syg og derfor ikke fik gjort det;-)

Hvad hjælper det så at skrive alt, hvad I gør ned? Ud over at den skaber sådan nogle kæder, hvor I så kan gøre dem så lange som muligt, og at den dermed for jeres konkurrencegen til at spille ind, kan I også gå tilbage i tiden! I kan se forskellige former for grafer over jeres vaner, som I selv kan tilpasse, så I forstår dem…

På den måde kan I se, om I forbedrer jer, og hvor slemt det overhovedet står til med en enkelt vane –  I kan nemlig både se en samlet statistik, vælge hver enkelt vane og vælge hvilken periode, der vises;-)

Jeg håber, at I synes om dette indlæg, og at I vil tjekke Way of life ud – for jeres eget bedste;-) Jeg forventer naturligvis ikke at bruge den i en uendelighed, men den er altså en god måde at komme i gang på, for nu bliver ens valg lige pludselig synlige…

Et andet smart trick er at krydse af inden du gør dig natklar, for så svarer jeg for eksempel ja til at rense tænder, og så bliver jeg jo nødt til at gøre det trods træthed, når jeg står og skal beslutte mig om det!

Jeg håber, at I kan få brudt nogle af jeres dårlige vaner – i morgen tilføjer jeg i hvert fald nogle flere punkter, og så må vi håbe, at jeg ikke tager munden for fuld;-)

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’